Jylland 2023
Nordic Ranch
På toppen af bakken ligger ranchen med ugeneret udsigt over eng, mark og skov. Ved ankomsten til ejendommen byder porten velkommen og danner overgang mellem det offentlige og det private. På den anden side fører den snoede allé op til ranchens hovedhus og giver en smagsprøve på den smukke udsigt. Den dobbelthøje hall åbner op til alle husets etager, og her fra træder man direkte ind i hjemmets hjerte og omdrejningspunkt, den store spisestue og lounge i forbindelse med køkkenet.
Alle rummene er tilrettelagt efter udsigten over engene og skoven, og på alle sider af huset er der let adgang til det fri. Ranchens store tagudhæng skaber behagelige overdækkede ude-opholdszoner, danner passiv solafskærmning og giver huset sin særegne karakter.
Tæt ved skoven i syd ligger “maskinhuset”, som er genopbygget på den gamle lades fundament. Det store tag dækker over en række faciliteter, der bidrager til det gode liv på landet.