Sjælland 2023

Villa Seaview

Med skønt kig ud over Øresund og flotte fredede træer, ligger Villa Seaview med ryg mod vejen og åbner sig mod kysten.
Ved ankomst til villaen, fremstår boligen afskærmet og lukket, med rolige teglflader der skærmer mod vejen og skaber privathed.

Via betonfelter ledes man langs teglvæggen til entréen, hvor man præsenteres for det dobbelthøje rum, inden man træder ind i pejsestuen hvor udsigten over havet åbenbarer sig, og man ledes og drages naturligt mod lyset og husets hjerterum – det store åbne køkkenalrum.
Fra det åbne stueplan er der direkte forbindelse til det norvestvendte gårdrum samt de sydøstvendte terrasser, og de udvendige rum er en naturlig forlængelse af boligen, hvor solen kan nydes i løbet af dagen – samtidig med at man har fornøjelsen af udsigten over havet.

Villa Seaview stræber efter at skabe en nordisk nyfortolkning af den klassiske villa, med en enkel materialepalette i lyse tegl, lyst egetræ, beton og aluminium, der skaber ro og sætter den magiske udsigt i højsædet.